Serviceloven
Borgere med varig og væsentlig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har efter servicelovens § 112 ret til hjælpemidler, hvis disse kan afhjælpe følgerne af funktionsnedsættelsen, lette den daglige tilværelse eller gøre det muligt at udføre et erhverv. Kommunen har ansvaret for at foretage en konkret og individuel vurdering af ansøgninger om hjælpemidler og skal finde frem til det hjælpemiddel, der både er bedst egnet og økonomisk mest fordelagtigt for det offentlige.
En central del af lovgivningen er borgerens ret til frit valg af leverandør. Det betyder, at borgeren kan vælge en anden leverandør end den, kommunen normalt anvender, hvis hjælpemidlet lever op til de nødvendige krav. Hvis det valgte hjælpemiddel er dyrere end det, kommunen ellers ville bevilge, skal borgeren dog selv betale prisforskellen. Denne ret gælder både almindelige hjælpemidler og engangshjælpemidler. Det fremgår blandt andet af bekendtgørelse nr. 3 af 3. januar 2013 om hjælpemidler og forbrugsgoder, som er blevet justeret løbende, senest i 2022. Kommunen må ikke stille urimelige betingelser for, at borgeren kan benytte det frie valg, og den må heller ikke forsinke eller komplicere sagsbehandlingen unødigt.
Lovgivningen skelner mellem engangshjælpemidler, som eksempelvis inkontinensprodukter eller stomiposer, og genbrugshjælpemidler, som for eksempel rollatorer og kørestole. Engangshjælpemidler er typisk til personlig pleje og må ikke nødvendigvis genanvendes, mens genbrugshjælpemidler er udstyr, der kan leveres tilbage til kommunen og bruges af andre.
Selv om reglerne på papiret er klare, oplever mange borgere i praksis problemer, når de søger om hjælpemidler. Der er betydelige forskelle mellem kommunerne i, hvordan loven fortolkes og administreres. Nogle kommuner anvender meget snævre kriterier og afviser ansøgninger, selv hvor der er tale om varige og dokumenterede funktionsnedsættelser. Andre kommuner modarbejder borgernes mulighed for frit valg af leverandør ved at stille bureaukratiske eller tekniske hindringer i vejen.
Dette skaber ulighed i adgangen til hjælpemidler og udfordrer princippet om en ensartet offentlig service på tværs af landet. Mange borgere har desuden oplevet lange sagsbehandlingstider og mangelfuld kommunikation fra kommunen, hvilket kan forsinke adgangen til nødvendige hjælpemidler og forringe livskvaliteten markant for personer med kroniske lidelser.
Hvis man som borger får afslag på et hjælpemiddel, eller hvis kommunen begrænser det frie valg uden gyldig grund, har man mulighed for at klage over afgørelsen. Klagen skal indgives til kommunen, som er forpligtet til at genvurdere sagen. Fastholder kommunen afslaget, sendes klagen videre til Ankestyrelsen, som foretager en juridisk vurdering af sagen.
På borger.dk findes opdateret vejledning om hjælpemidler og forbrugsgoder samt adgang til hjælpemiddelbekendtgørelsen. Derudover tilbyder flere patientforeninger og interesseorganisationer rådgivning om, hvordan man kan søge hjælpemidler, og hvordan man klager over kommunens afgørelser.
Kontakt
