Emballageretur offentliggør priser for emballagehåndtering
18. august 2025
Den kollektive ordning Emballageretur har netop offentliggjort priser for emballagehåndtering, som led i at det udvidede producentansvar for emballage træder i kraft til oktober.
Den kollektive ordning Emballageretur har mandag d. 18. august 2025 offentliggjort priser for emballagehåndtering for medlemmer af Emballageretur.
Det sker som optakt til, at det udvidede producentsansvar for emballage træder i kraft i Danmark pr. 1. oktober 2025. Med emballagedirektivet flyttes miljøansvaret fra myndighederne til producenterne og vil i nogle tilfælde medføre markant øget ressourcetræk på området.
Medicoindustrien har anbefalet medlemskredsen at anvende Emballageretur som kollektivordning og varetager også en bestyrelsesplads i Emballageretur.
Emballageretur er en nonprofitorganisation, som tilbyder at håndtere det udvidede producentansvar på vegne af danske virksomheder i hele EU. Organisationen har ligeledes fokus på at hjælpe den enkelte virksomhed på vej mod en mere ansvarlig håndtering af emballageaffald, der bygger på cirkulære principper om øget genbrug og genanvendelse.
Find priser for emballagehåndtering her
Priserne for emballagehåndtering er opgjort i kr. pr. kg. Priserne i parentes dækker, hvis virksomhederne ender i rødt niveau i forhold til miljøgraduering:
• Pap: 2,99 (3,56)
• Papir: 0,14 (0,14)
• Metaller: 6,94 (8,45)
• Glas: 3,69 (4,07)
• Plast: 5,16 (6,81)
• MDK: 8,97 (11,69)
Retur er Danmarks største familie af kollektive ordninger for producentansvar og består samlet af i alt af fem kollektive ordninger i form af Elretur, Emballageretur, Batteriretur, Fiskeriretur og Tekstilretur. Tilsammen dækker Retur producentansvaret for elektronik, emballage, batterier, fiskeredskaber og tekstiler – og repræsenterer flest virksomheder i Danmark.
